onsdag den 2. april 2014

Streger i sand

Den usikre streg
tegnes i sandet 
mellem de to
hviskende,
der udvisker i
deres udvekslen.
Hvisker kælent til et
elskende øre; elsket øre
lyttende efter tegnene
på svaghed og styrker,
sårene der
heles
og dem der
skal saltes
så vi aldrig glemmer
dem
som større end
tilfældet var.

søndag den 16. marts 2014

lokal opvarmning

Vi opholder os i privaten
         pr. opvarmning
men når vi
       har hamret
ses vi, med slinger i
   valsen og hæse
råb, tumle rundt
       fra bord til
                        bord
hvor vor forventning
      om fastføde skubbes
i baggrunden af vores
                       euforiske trang
     til flydende
                kontakt.

torsdag den 13. februar 2014

nytnokalligevel

ZEBRA HEST
  XYLOFON
NITTENNIOGHALV-
                     FEMS
KØNNENE EXER
                                QUIZ

lørdag den 25. januar 2014

På gensyn Aalborg..

Hvad Evigt Siger en Fugl
Mens den flygter fra frygten selv
ved vi hvad er 
muligt, eller tænker
vi blot det værste.
Intet er som det plejer, for vi hører
alt hvad I siger; selv når I hvisker 

hemmelighedsfuldt til hinanden.
Din hemmelighed er måske 

sikker med mig, 
druknedød eller ej,
bedre end en hemmelig hemmelighed
Større end selve livet, det er enestående,
selv på en aften, som i aften.




Impro digt fra Jomfrue Anegade, på min sidste fastboende aften i Aalborg....

mandag den 23. december 2013

tidstedsans

Det kronologiske forløbs eftertragtede medaljes
                                              bagside
den sidste tid inden det hele fortsætter
derudaf i en fart, farten på livets kronologik
                         der ikke er hurtigere
                               end du er.
Mens jeg sidder; fanget i tidens løben omkring
                                                       mig, en drømmer
                           drømmer ofte kun ting
            han selv ved hvad skal forestille
 uden at forstå sit drømmeland
et udtryk for det underlæggende
         sagdes det i baglandet.
Nu løber det igen, det satans tidevand,
      løber op på siden af din seng og synger
                     en forfærdelig vise om alt det liv
        liv der lever og leves
                      i passiv aktivitet,
       vi bestemmer hvad vi vil bruge
                    den til, denne tids bagside.
       Bagsiden
  der ofte lægges i forgrundens
           opslugende afgrund.

torsdag den 12. december 2013

Medvirkende

Der var tale om en livslang, observeret serie af uheld. Alt var jo i bund og grund uheld, måske nogle med et gran af held i uheldene, men uheld ikke desto mindre. Hendes fødsel; alt for tidligt, en mor på kun 17 somre, og lang tid på hospitalet til observation. Barndommen, også fuld af uheldige episoder, fars drikfældige sjæl, mors maniske personlighed og en bror med angst for livet. Angst havde hun aldrig følt meget af. Det uheldige liv havde ikke kun været dårligt. Det satte tingene i perspektiv. Der er ikke noget der er så slemt, det ikke er godt for noget. Passende motto for en uheldig ung kvinde. Hvis hun kunne tillade at give sig selv titel af kvinde. Hun havde aldrig forstået pige-kvinde overgangen, vidste at det i ”de gode gamle dage” var konfirmationen, der startede voksenlivet. Men voksen var ikke det hun følte sig til sin konfirmation i 8. Klasse. Faktisk huskede hun ikke et tidspunkt, hvor hun havde følt sig mere lillepigeagtig end den dag. De brune fletninger ned over den kridhvide kjole fik hende til at føle sig som et barn, der var blevet gjort fin for andres fornøjelse. 

Fin havde hun aldrig gjort sig selv. Hun gik ikke meget op i den slags, og måtte da også høre for det på gangene i gymnasiet, når de mindre taktfulde drenge pludselig brød ud i latter lige efter at have passeret hende. Om det virkelig var hende de grinte, vidste hun ikke, men hendes uheldige liv havde gjort hende mistroisk.

Hun nød ellers som regel lyden af latter, ønskede sig så inderligt at deltage i morskaben, men mistroen satte sig altid i hende, og hun frygtede at hun ville ødelægge øjeblikket for de grinende, hvis hun spurgte ind til det sjove. En joke der skal forklares er jo aldrig sjov. Så meget vidste hun da om humor. Hun vidste ret meget, eller måske nærmere; hun vidste lidt om ret meget. Hun fordybede sig aldrig rigtigt i tingene. Undersøgte det blot overfladisk, kradsede lidt i lakken men aldrig så meget at det kunne virke uoverskueligt. Hun ville hellere se på tingene fra en afstand end røre ved dem. Hvilket måske var forklaringen på hendes mange museums- og kunstudstillingsture, hvor hele ideen var selve iagttagelsen af tingene. 

Hun huskede alt for klart dengang hun mistede sin venstre ringefinger. Hun var ikke mere end 7 eller 8 år gammel, og var alene hjemme og hendes mor havde ikke ryddet op efter morgenmaden, som følge af massivt arbejdspres. Hun huskede ikke hvorfor det netop var stavblenderen hendes nysgerrighed faldt over, men hun huskede den røde farve og chokket over at hun pludselig manglede ringefinger og yderste led på langefinger. Hun var ikke ked af tabet, følte at det måske var for det bedste. Det havde i hvert fald gjort hende en bedre observatør, men havde samtidig frarøvet hende en del af sin eventyrlyst. Eventyrlysten var blevet mindre i takt med uheldenes ophobning bag hende.


Hun følte sig ikke fattig eller svagere med den manglende eventyrlyst og den store trang til kun at observere. Men tænkte heller ikke rigtig over det. Hun tænkte mest på hendes manglende evne til at holde liv i samtaler. Adskillige gange havde hun stået og kigget på de ældre drenge i gymnasiets fredagsbar, men aldrig haft modet til at snakke med dem. Ikke at hun manglede mod, det var mere incitamentet der manglede. Hvordan skulle hun lige falde i snak med et andet menneske, når ikke hun kunne observere hvilken type menneske de var. Røre ved dem turde hun ikke, og at falde i snak, havde hun engang læst et sted, er ligesom at røre ved personligheder.

Af samme grund syntes hun så godt om Klara, hendes gode veninde, en pige der ikke kunne stoppe med at snakke. Hun kunne snakke fanden et øre af, sagde hendes far altid. Men det var netop denne gave, hun syntes Klara havde en gave, der gjorde Klara til så behageligt selskab for en som hende. Hun behøvede ikke selv at røre ved personlighederne, men kunne observere dem uden at skulle for tæt på. Hun forelskede sig tit i de drenge hun mødte, når hun var sammen med Klara til arrangementer, men hun havde aldrig fået disse forelskelser forløst. Hun vidste aldrig hvordan hun skulle vise sin interesse eller hvordan hun skulle vække drengenes interesse. Det var et område hun var ret blank for viden på; dating og parforhold. Hvordan fik pigerne drengene næsten hypnotiseret af deres latter og smil, og hvordan fik de sat ord på deres egne interesser og behov. Der var mange ting på det område hun hverken vidste eller forstod. Men en ting vidste hun dog: Der skal være interaktion mellem de medvirkende.

Et ældre volapyket digt der hænger på opslagstavlen

Hvor gå hvorfor, hvem!
skønt du hvordan gå?
Alt gå nok
   dog et ryk
      vinkel med
           syn.