Der var tale om en livslang,
observeret serie af uheld. Alt var jo i bund og grund uheld, måske nogle med et
gran af held i uheldene, men uheld ikke desto mindre. Hendes fødsel; alt for
tidligt, en mor på kun 17 somre, og lang tid på hospitalet til observation.
Barndommen, også fuld af uheldige episoder, fars drikfældige sjæl, mors maniske
personlighed og en bror med angst for livet. Angst havde hun aldrig følt meget
af. Det uheldige liv havde ikke kun været dårligt. Det satte tingene i
perspektiv. Der er ikke noget der er så slemt, det ikke er godt for noget.
Passende motto for en uheldig ung kvinde. Hvis hun kunne tillade at give sig
selv titel af kvinde. Hun havde aldrig forstået pige-kvinde overgangen, vidste
at det i ”de gode gamle dage” var konfirmationen, der startede voksenlivet. Men
voksen var ikke det hun følte sig til sin konfirmation i 8. Klasse. Faktisk
huskede hun ikke et tidspunkt, hvor hun havde følt sig mere lillepigeagtig end
den dag. De brune fletninger ned over den kridhvide kjole fik hende til at føle
sig som et barn, der var blevet gjort fin for andres fornøjelse.
Fin havde hun
aldrig gjort sig selv. Hun gik ikke meget op i den slags, og måtte da også høre
for det på gangene i gymnasiet, når de mindre taktfulde drenge pludselig brød
ud i latter lige efter at have passeret hende. Om det virkelig var hende de
grinte, vidste hun ikke, men hendes uheldige liv havde gjort hende mistroisk.
Hun nød ellers som regel lyden af
latter, ønskede sig så inderligt at deltage i morskaben, men mistroen satte sig
altid i hende, og hun frygtede at hun ville ødelægge øjeblikket for de grinende, hvis hun spurgte ind til det sjove. En joke der skal forklares er jo aldrig
sjov. Så meget vidste hun da om humor. Hun vidste ret meget, eller måske
nærmere; hun vidste lidt om ret meget. Hun fordybede sig aldrig rigtigt i
tingene. Undersøgte det blot overfladisk, kradsede lidt i lakken men aldrig så
meget at det kunne virke uoverskueligt. Hun ville hellere se på tingene fra en
afstand end røre ved dem. Hvilket måske var forklaringen på hendes mange
museums- og kunstudstillingsture, hvor hele ideen var selve iagttagelsen af
tingene.
Hun huskede alt for klart dengang hun mistede sin venstre ringefinger.
Hun var ikke mere end 7 eller 8 år gammel, og var alene hjemme og hendes mor
havde ikke ryddet op efter morgenmaden, som følge af massivt arbejdspres. Hun
huskede ikke hvorfor det netop var stavblenderen hendes nysgerrighed faldt
over, men hun huskede den røde farve og chokket over at hun pludselig manglede
ringefinger og yderste led på langefinger. Hun var ikke ked af tabet, følte at
det måske var for det bedste. Det havde i hvert fald gjort hende en bedre
observatør, men havde samtidig frarøvet hende en del af sin eventyrlyst. Eventyrlysten var blevet mindre i takt med uheldenes ophobning bag hende.
Hun følte sig ikke fattig eller
svagere med den manglende eventyrlyst og den store trang til kun at observere.
Men tænkte heller ikke rigtig over det. Hun tænkte mest på hendes manglende
evne til at holde liv i samtaler. Adskillige gange havde hun stået og kigget på
de ældre drenge i gymnasiets fredagsbar, men aldrig haft modet til at snakke
med dem. Ikke at hun manglede mod, det var mere incitamentet der manglede.
Hvordan skulle hun lige falde i snak med et andet menneske, når ikke hun kunne
observere hvilken type menneske de var. Røre ved dem turde hun ikke, og at
falde i snak, havde hun engang læst et sted, er ligesom at røre ved
personligheder.
Af samme grund syntes hun så godt om Klara, hendes gode
veninde, en pige der ikke kunne stoppe med at snakke. Hun kunne snakke fanden
et øre af, sagde hendes far altid. Men det var netop denne gave, hun syntes
Klara havde en gave, der gjorde Klara til så behageligt selskab for en som
hende. Hun behøvede ikke selv at røre ved personlighederne, men kunne observere
dem uden at skulle for tæt på. Hun forelskede sig tit i de drenge hun mødte,
når hun var sammen med Klara til arrangementer, men hun havde aldrig fået disse
forelskelser forløst. Hun vidste aldrig hvordan hun skulle vise sin interesse
eller hvordan hun skulle vække drengenes interesse. Det var et område hun var
ret blank for viden på; dating og parforhold. Hvordan fik pigerne drengene
næsten hypnotiseret af deres latter og smil, og hvordan fik de sat ord på deres
egne interesser og behov. Der var mange ting på det område hun hverken vidste
eller forstod. Men en ting vidste hun dog: Der skal være interaktion mellem de
medvirkende.
